Jeg søger, som overskriften siger, en model til et shoot – forhåbentlig i løbet af august.

Det drejer sig om det klassiske “Jeg slynger mit hår op fra vandet i solnedgang/modlys”-billede (se billedet nederst på siden). Planen er at lave en DIY-guide til hvordan man tager sådan et billede, hvilket vil sige, at modellen jeg søger skal have mod på at blive set i bikini, både på billede og video. Af samme grund skal modellen være over 18, eller kunne stille op med en værge/forælder, som vil skrive under på kontrakten og i øvrigt gider være til stede under shootet.

Er det så dig jeg søger?

Jeg stiller ikke de vilde krav til udseende. Men selvsagt søger jeg en langhåret pige/kvinde (da de skal slynge håret op fra vandet… 😉 ). Jeg foretrækker modellen er relativt slank/normal af bygning, så hvis du har lidt på siderne skal du ikke lade det holde dig fra at stille op.

Ellers skal du bare have modet på at stille op til en række billeder i vandkanten, samt have en sjov aften, med masser af opmærksomhed. Det er en fordel, hvis du kan leve med, at der sikkert er nogle forbipasserende, som kigger lidt.

Sådan foregår det:

Jeg forestiller mig, at vi mødes i Aalborg, hvor vi lige får styr på kontrakten. Så følges vi ad til stranden ved vestkysten. Det kunne være Blokhus eller i hvert fald i det område. Undervejs filmer vi lidt, da det er så lækkert med lidt stemningsfilm i sådan en DIY-video. Ved stranden gør vi klar til et shoot, du hopper i vandet, og jeg skyder fra lidt forskellige vinkler og med forskellige medier. Efterfølgende kører vi tilbage til Aalborg, hvor jeg går igang med at redigere billederne, som du efterfølgende får på en cd. Derefter bikser jeg videoen sammen, samt laver en guide til min blog.

Opgaven er i øvrigt TFP-baseret, hvilket vil sige, at der ikke er penge involveret. Modellens transport til/fra Aalborg er for egen regning. Dog kan jeg godt klare transporten til stranden. 🙂

Interesseret? Smid mig en mail via min kontaktside.

copyright - photosbyehlers.com - Photos By Ehlers søger model
copyright – photosbyehlers.com