De sidste fem år har været hårde! Verdensøkonomien krakkede, mange folk havde sat sig for dyrt gennem lån, forbruget stoppede, firmaer måtte skære ned og folk blev fyret. Det er hårde vilkår, og umiddelbart er fremtiden måske ikke den mest gunstige. Faktisk er der pr 30. maj 2013 155.900 ledige i Danmark. Det er mange! Nærlæser man Danmarks Statistik, vil man se, at ledigheden blandt de unge mellem 25 og 30 er stigende.
Som det ser ud nu, uddanner mange sig direkte til arbejdsløshed. Det kan være selvforskyldt (måske kunne man have forudset, at selvom en master i middelalderhistorie sikkert er spændende, er det nok ikke den branche, der er under størst udvikling.) eller det kan skyldes, at arbejdsmarkedet har forandret sig under uddannelsen. Det er smadder ærgerligt at komme direkte ud fra skolebænken og skulle konkurrere med alle de andre. Man ender måske på dagpenge, eller endnu værre; kontanthjælp. I førstnævnte tilfælde har man en frist på 2 år, til at skaffe sig et job, før man er tvunget til at brænde eventuelle opsparinger af, sælge hus og bil og bruge de penge, før man kan få penge fra staten.
Ryger man på dagpenge er der god grund til at blive desperat. 2 år er ikke længe, hvis det job man skal have har høj ledighed. Ikke blot fordi man skal konkurrere med alle de andre ansøger, som har samme uddannelse som én selv. For samtidig med at firmaer modtager bunkevis af relevante jobansøgninger, så vælter det ind med ansøgninger fra folk, som bare desperat griber efter halmstrå. Derfor er det super vigtigt, når man laver en jobansøgning, at man ikke blot kan fortælle hvor god man er. Man skal også skille sig ud!
Tekstdelen af ansøgninger vil jeg ikke gøre mig klog på. Det skal lyde godt, og som udgangspunkt er det en god idé at undgå løgnhistorier, selvom det har virket for nogle mennesker gennem tiden.
Til gengæld kan jeg komme med lidt fif til billede-delen af din jobansøgning. Der er nogle helt basale regler her. De gør sig ikke blot gældende, når det handler om at søge jobs, men også hvis du eksempelvis stiller op til valg eller lignende.
For det første: Drop alt hvad der ligner festbilleder! Det er ikke kun billeder, hvor du er fuld på et diskotek, med armene om en lidt for fuld flirt, men hvor du selv synes du ser godt ud. Det gælder også billedet fra din svogers bryllup, hvor du sidder med en fin skjorte og et glas rødvin, men ellers ser noget så dejlig ud. Det dur ikke til en jobansøgning!
Dernæst: Billedet skal IKKE – jeg understreger lige: IKKE!!! – være et du selv tager ind i spejlet med din mobiltelefon! Det er hæsligt og det skal stoppe lige nu! Under denne kategori kan vi lige nævne at kysmund, pushup-bh og arto-pistoler selvfølgelig er helt uhørt…
For det tredje: Vær præsentabel. Tag noget passende tøj på. Søger du et job som historiker, kan det være hensigtsmæssigt, at iføre sig en skjorte og et par pæne bukser. Undgå eventuelt baggypants, hættetrøje eller kansas-kedeldragt. Derimod er noget mindre formelt tøj sikkert en fin idé, hvis du nu gerne vil have en stilling som tømrer.
Regel fire: Vis at du har gjort noget ud af det. Det er her din lokale fotograf kommer ind i billedet. Opsøg vedkommende og tag en snak om hvad du skal bruge, og lad en erfaren person tage billedet. Du søger en professionel stilling, så lav en professionel ansøgning med et professionelt billede!
Sidste regel: Skil dig ud! Når det firma du søger job i modtager 1.236 ansøgninger til din drømmestilling, hvoraf halvdelen har et billede og to tredjedele af disse billeder har fulgt de ovenstående fire regler, så er det denne regel der får dig til at stå frem! Her bør du overveje, om firmaet og stillingen lægger op til en formel tone, eller der er plads til lidt humor. For selve nøglen til, at Lone i HR-afdelingen læser hele din jobansøgning er netop, at billedet fanger hendes opmærksomhed. Og bonus, hvis hun er nødt til at vise den til nogle af kollegerne, fordi “Ham her er bare vildt frisk!”.
For en måneds tid siden var Martin forbi og skulle bruge et par billeder til sin videre jobansøgning. Han kommer snart ud på arbejdsmarkedet med en bachelor som computernørd. Vi snakkede lidt om det hele, tog et par almindelige, røvkedelige portrætbilleder. Problemet er blot, at en mand i skjorte, som sidder med kroppen drejet en smule og smiler til kameraet er sindsygt kedsommeligt! Da jeg viste ham de billeder vi havde taget, kunne han sagtens følge mig, så vi prøvede at tweake billedet lidt over i en retning, der kunne passe bedre. Med lidt hurtig analyse kom vi frem til, at en fremtidig arbejdplads med al sandsynlighed vil bestå af yngre folk (lad os sige under 40 år), primært mænd, og sikkert folk som surfer 9gag.com og dermed synes, at billeder kan være ret sjove. Desuden er jobbet computer-relateret og en smule nørdet.
Denne lille analyse brugte vi til at sætte dette billede op. Man kan se, at det er taget specifikt til jobansøgningen, det er præsentabelt og viser samtidig, at han kan holde flere bolde i luften ad gangen. Man kan se det er taget af en fotograf og fremfor alt, viser det en humor, som passer til den ønskede stilling.

Derfor kan jeg kun opfordre dig til som jobsøgende at tænke grundigt over, hvordan du laver din jobansøgning. Og få så taget et sjovt, anderledes, godt billede, så du ikke bliver én af de 155.900 jobsøgende, som bliver væk i en grå masse af kedelige ansøgninger og grimme arto-billeder!